Switch language to english
Du er her: Institut for Fysik og Astronomi » Forskning » Ole Rømer Observatoriet » Offentlige forevisninger 2061

Forevisninger ved Ole Rømer Observatoriet

Der er rig mulighed for at besøge Ole Rømer Observatoriet. Fra september til april er der åbent ca. 15 aftner hver måned. Det er gratis, men man skal melde sig til i forvejen - ring til Steno Museet på tlf. 8942 3975. Der er plads til max. 30 personer, og forevisningerne finder sted uanset vejret. Kort fortalt består en forevisning af en rundvisning i observatoriet, en præsentation af kikkerterne, et lille astronomiforedrag med plads til spørgsmål og måske en genfortælling af en af stjernehimlens mange myter - og er vejret klart, så naturligvis et kig på aftenhimlen gennem Observatoriets 11" teleskoper. Vi vil se på Månen, planeterne, stjernehobe eller en galakse - det er helt afhængigt af, hvad der er på himlen netop den aften.

 

  • Kalender for de offentlige forevisninger: Klik her! Bemærk, tilmelding er ALTID nødvendig. Som der står i kalenderen for de enkelte dage, kan der være optaget. Kontakt derfor altid Steno Museets billetsalg på 8942 3975 for at få oplyst, om der er ledige pladser på en given dato.

  • Ole Rømer Observatoriet ligger på Observatorievejen 1, tæt ved Jydsk Væddeløbsbane. Bus linje 1 og 18 går næsten til døren. Forevisningerne er for alle, både børn og voksne og uanset forkundskaber, men vi minder igen om, at tilmelding er nødvendig ved Steno Museets billetsalg på 8942 3975.

  • Er vejret klart er månelandskabet fascinerende at se i f.eks. 88 ganges forstørrelse. Det er et syn man aldrig glemmer, og det kan blive starten på en livslang glæde ved nattehimlen og dens eventyrverden. Også planeterne Mars, Jupiter og Saturn er imponerende. Desuden vil vi måske se på en dobbeltstjerne, som er to (eller flere) stjerner i baner om hianden. Ofte vil deres forskellige farver træde tydeligt frem i selv et lille teleskop. Andromeda galaksen er det fjerneste objekt i universet, som vi kan se med det blotte øje, og selv om galaksen måske ikke synes af meget selv i Observatoriets 11" teleskop, kan det virke overvældende at tænke på, at man faktisk ser på en samling af et par hundrede milliarder stjerner. Og at lyset har været 2.5 millioner år undervejs.

  • Er vejret ikke klart har vi mulighed for at vise flotte billeder fra f.eks. Hubble Rum Teleskopet og tage en snak om solformørkelser, måneformørkelser,kometer, meteorer og meteoritter, liv på Mars eller andre steder, UFO'er, rum- og tidsrejser, stjerners fødsel, liv og død; supernova-eksplosioner eller sorte huller. Der er altid tid til at svare på spørgsmål!

  • Et besøg kan tilrettelægges specielt efter tilhørernes alder, f.eks. en skoleklasse, eller andre med specielle interesser inden for astronomi. Dette aftales ved i god tid at ringe til Steno Museet (tlf. 8942 3975). Ring venligst og meld afbud, hvis du bliver forhindret i at komme, så andre kan få din plads. Tak.

  • (Hvis du har besøgt Observatoriet før 2004, husker du måske, at det benyttede teleskop var en 50cm kikkert af lidt ældre dato. Det teleskop blev i begyndelsen af 2004 udskiftet med to top-moderne 11" (28cm) Celestron teleskoper. De er udstyret med kamera, CCD og videokamera, og desuden er en solkikkert monteret.)

  • Forevisningerne varetages af studernede ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, se oversigten. Vi glæder os til at se mange gæster!

Nedenfor har du et kig ind i Observatoriets største kuppel, hvor 28cm kikkerterne befinder sig. Det er dem, som benyttes til de offentlige forevisninger.

 

 


Henvendelse om denne sides indhold: Webeditor
Revideret: 15.09.2009