Første danske "astronomer"

Spørgsmål fra JG:

Alle kender Niels Bohr og Tycho Brahe, men hvornår i historien forekommer de tidligste vidnesbyrd om dansk eller nordisk interesse for nattehimlens objekter - og på hvilken måde har man kendskab til det?

Jeg er bekendt med helleristninger fra bronzealderen og jættestuer fra stenalderen, der formodentlig kan kobles sammen med solsystemet, men findes der andet fx vedrørende konstellationer, og hvem var egentlig de første danske astronomer.

venlige hilsener

JG


De tidligste vidnesbyrd om dansk interesse for astronomiske objekter og fænomener stammer måske fra ca. 500 e.Kr., men er ret spekulative fortolkninger af især visse tegn på sten (fx Tirstedstenen) og af ornamenteringen på det lange guldhorn. Sidstnævnte skal ifølge en fortolkning referere til en solformørkelse i 413 e.Kr. og bl.a. angive konstellationen Tyren. Disse fortolkninger er dog kontroversielle og ikke generelt anerkendte blandt danske astronomer.

Det bedste bud på den første danske astronom er nok Petrus de Dacia, alias Peder Nattergal, der var kannik ved Roskilde Domkirke og her har foretaget astronomiske observationer og beregninger. Han studerede i slutningen af 1200-tallet ved universiteterne i Bologna og Paris, hvor han lavede avancerede astronomiske regneinstrumenter og kalendere. Petrus var omkring 1300 anerkendt blandt europæiske lærde og blandt de allerførste danskere, der med rimelighed kan betegnes som videnskabsmænd. I starten af 1400-tallet skrev en anden dansk lærd, Johannes Simon de Selandia (fra Sjælland) et værk om planetteori.

For yderligere oplysninger kan henvises til H. Kragh, Dansk Naturvidenskabs Historie, bd. 1 (Århus, 2005).

Venlig hilsen professor Helge Kragh