Er en Fusionsreaktor sikker?

Er en Fusionsreaktor sikker?

Men hvad ville der ske, hvis det "utænkelige" sker: at reaktoren eksploderer under aktivitet - hvis f.eks.  den computerstyrede mekanisme, der sørger for at forbrændingen øjeblikkelig stoppes ved den mindste påvirkning, er ude af drift, eller hvis et kæmpejordskævl, der er større end det, der er taget højde for i konstruktionen rammer området - eller den udsættes for et terror angreb i lighed med11/9 2001?

Et andet spørgsmål - hvor mange brintbomber svarer ITER’s Tokamak reaktor til (med et plasma på 1000m2 og varmegrader 10 gange stærkere end solens kerne).

Mange venlige hilsner

Signe Ellemåne

 

Svar

-------

Forskellene mellem en fusions reaktor og en fissions reaktor er mange. Fusion sker ved at man opvarmer en gas af Deuterium og Tritium, som begge er tungere fætre til Brint, så det bliver til et plasma, hvor elektronerne ikke længere er bundet på atomkernerne. En af de store udfordringer med fusion er at opretholde den varme tilstand uden at tabe gassen til væggene. Det kan man gøre med forskellige metoder - som f.eks magnetfelter. Hvis en af de mange ulykker hænder, som du henviser til, vil der "blot" ske det, at gassen tabes. Reaktionen ophører dermed umiddelbart.

I fissionsreaktoren sker en kædereaktion ved at neutroner inducerer fusion i brændselsstavene, som igen skaber nye neutroner. Man styrer kædereaktionen med kontrolstave, der kan spise en kontrolleret andel af neutronerne. Hvis kontrolstavene ikke opereres korrekt af den ene eller anden årsag kan det gå galt i en fissionsreaktor.

ITER svarer på ingen måde til nogen brintbombe. En brintbombe er en "normal" fissionsbombe, hvor man har adderet noget fusionsbrændsel - typisk igen Deuterium og Tritium som booster energifrembringelsen enormt. I ITER er der selvfølgelig ingen atombomber, så sammenligningen giver ikke her nogen mening.

 

Mvh,

Hans Fynbo

(en fredelig kernefysiker)