IFA IDEAS - et nyt resultat

Lænestolsastronomien gør nye landvindinger! I onsdags blev SONG teleskopet på Tenerife brugt til at fotografere et af de klassiske himmelobjekter. Det skete online og via fjernstyring under et foredrag på Silkeborg Højskole

21.03.2017 | Ole J. Knudsen

Det nye blå 6" teleskop med kamera monteret på SONG teleskopet på Tenerife

     M51

SACs Mads Fredslund Andersen vandt i 2015 konkurrencen IFA IDEAS med et forslag om at udstyre Hertzprung SONG teleskopet på Tenerife med et kamera påmonteret et lille 6-tommers teleskop. I onsdags, den 15. marts blev udstyret så for første gang brugt offentligt til at fotografere himlen. Det skete imens Mads var igang med et foredrag for Midtjysk Astronomiforening på Silkeborg Højskole, og alt blev styret fra en medbragt bærbar computer. Tilhørerne ved foredraget foreslog, hvad der skulle fotograferes, og billederne kunne ses i Silkeborg så snart de var optaget på Tenerife. Hvert af de fire sort-hvid billeder krævede kun 30 sekunders optagelse, og de filtrerede sort-hvide billeder er så senere blevet kombineret til  farvebilledet her, af Oriontågen M42. Det andet billede, af galaksen M51 er et testbillede optaget kort tid i forvejen som tre sort-hvide optagelser på hver 10 minutter.

.

                                                               Oriontågen

I forslaget til IFA IDEAS har Mads lagt vægt på de mange muligheder et sådant kamera giver, både med hensyn til at kunne optage billeder af himlen med kort varsel, hvis der sker noget nyt og interessant, og til at kunne give elever og andre interesserede indblik i, hvordan den slags astronomiske optagelser sker. Kameraudstyret vil blive brugt til astronomiformidling i de perioder, hvor SONG teleskopet ikke anvendes til videnskabeligt arbejde.

 

 Solnedgang før SONG teleskopet kommer i arbejde. I baggrunden vulkanen Teide og noget længere væk planeten Venus. Foto: Mads F. Andersen

Institut for Fysik og Astronomi, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen, Studerende