Aarhus Universitets segl

ERC-bevilling til forskning i grafén på nanopartikler

Liv Hornekær har modtaget 2 millioner euro fra European Research Council til sit forskningsprojekt om grafén-dækkede nanopartikler

Lektor på Institut for Fysik og Astronomi Liv Hornekær har modtaget 2 millioner euro fra European Research Council til sit forskningsprojekt om grafén-dækkede nanopartikler.

 

Med forskningsprojektet ”Graphene Coated Nanoparticles and Nanograins” arbejder Liv Hornekær på at udvikle metoder til at lave grafén-overflader på nanopartikler.

Liv Hornekær undersøger egenskaberne for grafén-dækkede nanopartikler, herunder om nanopartiklerne virker som interstellare katalysatorer, eller om de kan bruges som bestanddel i nye typer solceller.

Til dette projekt har Liv Hornekær modtaget bevillingen fra ERC på 2 millioner euro.

 

Liv Hornekærs forskningsområde er overfladefysik, og i samarbejde med sin forskningsgruppe undersøger hun, hvordan atomer og molekyler vekselvirker med kulbaserede materialer på atomar skala.

Gruppen forsker blandt andet i, hvordan komplekse molekyler dannes på overfladen af nanoskopiske støvkorn ude i rummet i de områder, hvor nye stjerner dannes.

Desuden forsker gruppen i, hvordan de elektroniske egenskaber af nye materialer - som grafén - kan kontrolleres ved hjælp af kemisk funktionalisering.

Gruppen samarbejder samtidig også med industrielle partnere, om at finde metoder til at udnytte grafén og funktionaliseret grafén som korrosionsbeskyttende lag.

 

Liv Hornekær er født i 1972 i København og har en ph.d.-grad fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet fra 2001. Siden 2009 har Liv Hornekær været lektor på netop Institut for Fysik og Astronomi samt iNANO.

 

Yderligere information:

Liv Hornekær

Institut for Fysik og Astronomi

liv@phys.au.dk