Det er svært at skilles, også når man er kulstof

Uanset hvem og hvornår, så er det svært at skilles. Se nu bare kulstof 12C, som splitter op i tre heliumatomkerner. Den har været svær at knække, men fem forskere fra IFA har fulgt den uigennemskuelige proces i detaljer for første gang.

03.04.2017 | Ole J. Knudsen

Flotte diagrammer, som viser forskellige modeller af forløbet for opsplitningen fra en 12C kerne til 3 4He kerner. M1 viser for eksempel en situation, hvor en enkelt af de tre He-kerner løber med al energien. M2 viser energifordelingen, hvis de alle tre deler ligeligt.

I en artikel i Eur. Phys. J. A52, 271 (2016) beskriver H. K. Laursen, H. O. H. Fynbo, O. S. Kirsebom, K. S. Madsbøll og K. Riisager hvordan de som kernedetektiver har fundet spor efter processen, så vi nu véd, at der er tale om et forløb, hvor der sker en serie af successive opsplitninger, og ikke, som andre har formodet, en omgående opsplitning i tre dele. Opdagelsen har mulige konsekvenser for både forskningen i fusion og indenfor astrofysik. Astronomerne er især interesserede i den omvendte proces, hvor tre heliumkerner smelter sammen i stjernernes indre til en kulstofkerne. Den nye viden vil kunne hjælpe andre kernefysikere, der arbejder på at udvikle en alternativ type fusionsreaktor, der ikke genererer neutroner.

Artiklen har det fængende navn 'Complete kinematical study of the 3α breakup of the 16.11 MeV State in 12C'. Forsøgene er foretaget med 400 kV acceleratoren i kælderen under Institut for Fysik og Astronomi. I skrivende stund er der nye studier igang ved 5MV acceleratoren på IFA for at klarlægge processens energiafhængighed.

Institut for Fysik og Astronomi, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen, Studerende